Kalø Slotsruin ligger ved Kalø Vig på Djursland, ca. 2 km fra Rønde mellem Århus og Ebeltoft. Den ligger på en ø forbundet med fastlandet via en dæmning. Kalø Slot blev oprindeligt grundlagt af Kong Erik Menved i ca. 1313 som én af mindst fire borge i Jylland for at styrke kongemagten efter omfattende bondeopstande.
Efter enevældens indførelse i 1660 blev slottet ikke længere brugt. I 1661 blev det afhændet til Ulrik Frederik Gyldenløve, der i 1672 lod det forfaldne slot næsten nedrive, hvilket resulterede i den nutidige ruin.
Slottet var en af rigets vigtigste borge, indtil den mistede sin militære betydning. Herefter fungerede den først og fremmest som sæde for lensadministrationen og som storgods. Arbejdet med at frilægge og restaurere ruinen blev indledt i 1903.
I dag er borgen en af vores bedst bevarede middelalderborge.

