Som perler på en snor ligger Djurslands mange kystfiskepladser.
Fra den flade og sandede nordkyst til de stejle og stenede skrænter mod syd. Ved Skovgårde, Fjellerup Strand, hvor specielt selve revet er meget populært, og Nederskov på nordkysten kan man fiske havørred. Ved Fjellerup Strand kan man desuden fiske hornfisk. Ved Bønnerup Havn kan man fiske fladfisk – specielt isinger, som der kan være utroligt mange af på den sandede bund.
På østkysten er der ved f.eks. Gjerrild Klint gode muligheder for fiskeri af havørreder og torsk forår og efterår, hornfisk i forsommeren og fladfisk det meste af året. Gjerrild Klint er en af de mest klassiske og velbesøgte fiskepladser på Djursland.
Ved Karlby Klint og Sangstrup Klint kan man i vintermånederne fiske havørreder.
På sydkysten kan man også fiske havørreder, torsk, hornfisk og fladfisk sæsonen igennem, f.eks. på stranden neden for godset Katholm og ved Glatved Strand.

